I Nicaragua skulle vi frygte vulkanen... I Chile var det tsunamien... Her i NZ er det jordskælv... Hvad venter os mon i Sydney?
Meget har vi lært om alle mulige mærkelige ting på denne tur. Når budgettet er stramt og ingredienserne få, må man være kreativ. Her er et glimrende eksempel på et af Frederikkes og Muncks forholdsvis store og varierede måltider.
En splittet kop-nudel og et brød eller en stor pandekage bagt på panden. Godt smagte det...
En af vores sidste udflugter med "bedstemor" Isabel var til Pichilemu, hvor vi skulle repræsentere en chilensk organisation i Canada, som støtter projekter i lokalsamfundet. I dette tilfælde drejede det sig om, at en tsunami havde ødelagt de tangsamlende kvinders levevej, så organisationen havde hjulpet dem videre ved at uddanne dem til Stillehavsfiskere og dermed gøre dem til Chiles første "fisherwomen". Deres uddannelse var nu færdig, og vi, eller rettere Isabel, skulle overrække dem skødet til deres nye båd. Det var super sjovt at være med, selvom vi (også her) havde lidt kommunikationsvanskeligheder. For at sige det mildt... Men vi var umiddelbart et temmelig eksotisk indslag for dem alligevel, vi tre skandinaver. De kiggede i hvert fald MEGET på os og snakkede vist en hel del om os.
Skødet bliver overrakt til de mega seje "fisherwomen"...
... som dog alligevel ikke er for tough til et kærligt kram!
Deres nye fiskerbåd - godt det ikke er os, der skal ud i den på Stillehavet...
Men læg mærke til, at den er pink.
Bølgerne lige ved Pichilemu - vi forstår godt, at det er et surferparadis!
Vi slog et smut forbi en by, der er kendt for sin keramik og brugskunst, ligesom den, vi besøgte i Nicaragua.
Næstsidste nat (vi havde sidste nat i Santiago) tilbragte vi hos de søde advokatvenner, Claudia og Eugenio og deres fire skønne børn. Dagen efter skulle vi have været på en sidste udflugt med Isabel til Viña del Mar, men da hun blev forhindret, var Claudia hverken bleg for at invitere os med til fødselsdagsjubilæum på børnenes skole eller til hendes søsters fødselsdag samme dag.
Den mindste af de 4 var lidt af en charmetrold, og farmand er vist Barcelona-fan. Bare et gæt...
Han kunne altså bare kværne kartoffelmos i lange baner, den lille knægt.
Der prøves mange spændende ting i anledning af skolens fødselsdag.
Søsterens fødselsdag blev holdt på den nærliggende restaurant Te Encantara (som oversat betyder: du vil elske det! - og det gjorde vi) med udsigt over havnen og Stillehavet. Her fik vi alle lækre fiskeretter, på nær børnene, som fik en omgang pomfrittes. Den mindste viste dog større interesse for Munckens risotto, som han spiste med velbehag og ellers bare legede lidt med.
Flot fyr ved havnen.
Efter den hyggelige frokost var vi tre dog ikke færdige med familien endnu. Vi blev nemlig inviteret med hjem til den tredje søster til kage og kaffe og lidt mere familiehygge - de chilenere er bare imødekommende!
Men halvvejs igennem de tre kager var det et farvel og på gensyn fra vores side af. Vores dage i Isabels selskab var slut, og vi skulle videre ind til Carsten i Santiago, hvor vi skulle overnatte den sidste nat, inden vi fløj videre til New Zealand.
- og vores flinke chauffør sad selv og grinte og fortalte Frederikke og Munck bagi, at nu sov hun altså. Picture, picture!
Udsigten fra vores værelse i Carstens lejlighed
Vores sidste dag i Chile og desuden vores afrejse dag skulle bruges på at opleve lidt mere af Santiago. Vi blev anbefalet en gåtur til Cerro San Cristóbal af Carsten, en utroligt flink fyr, som frisk og glad lavede kaffe og underholdt os til langt ud på natten - det var altså befriende at snakke dansk igen med andre end hinanden. Der var bare lige den lille detalje ang. gåturen, som kun Frederikke åbenbart hørte, at gik man hele vejen gennem parken og op på bjergets top, ville turen fra Carstens lejlighed være omkring 10 km, hvoraf 8 af dem var i gennem parken op ad bjerget. Det var en ellers meget behagelig og smuk tur, hvis man altså valgte det rigtige fodtøj. Christiansens valg af ballerina sko den dag viste sig ikke at være det smarteste... Så efter et par kilometers gåtur med sten i skoene endte hun med at smide dem for derefter at fortsætte de resterende 7 km på bare fødder og med et efterhånden noget stivnet smil... Stemningen var liiiidt presset frem mod toppen, men det var gåturen (og barefoot trekkingen) værd. På toppen mødte synet af den 22 meter høje Jomfru Maria-statue os, og for hendes fødder lå hele Santiago (som forresten er rimeligt stor, når man står og kigger ud over den!). Vi fandt smilene frem igen, da vi kom ned fra bjerget og fik øje på den grimmeste lama med hat.
Jomfru Maria-statuen på toppen Cerro San Cristóbal
... og her Santiago for hendes fødder
Nok den mest fotogene lama, vi til dato har set.
Vi ses meget snart igen på Monkey Class!
