Chile fra midt til nord

For nogle uger siden tog vi afsked med familien i Nicaragua for at vende snuden mod Sydamerika. Vi kom igennem Managua Aeropuerto uden problemer - eller næsten da. I hvert fald bortset fra, at vores fly var taget ud af programmet, og vi derfor først skulle med et fly en time senere, gik det smertefrit. Derfor krydsede vi fingre for en super let rejse herefter. Og det havde vi da på vej til Miami, men her stoppede det så også... Det ville være synd at sige, at det er en fornøjelse at mellemlande her, når man kommer fra Mellemamerika! Christiansen måtte holde sig i skindet for ikke at eksplodere over for en arrogant sikkerhedsmadamse (som ikke kunne beslutte sig for, hvor hun ville have os hen), Munck talte til 10 omkring 100 gange for ikke at give grænsevagten et par borgerligende ord med på vejen, mens Frederikke lod til at være relativt mentalt forberedt på det cirkus, der mødte os. Hun har dog også prøvet at blive tilbageholdt i et par timer engang i LAX, så det hærder vel én lidt.

Allerede på vej ind i flyet til Santiago gik det op for os, at Chile var helt anderledes, end hvad vi kom fra. Folk lignede ikke dem, vi havde kørt i chicken busses med på jordveje rundt om i Nicaragua, og det viste sig også, da vi ankom til landet, at Chile minder en hel del mere om Spanien end Mellemamerika. 

Vi blev samlet op i lufthavnen af Isabel, vores chilenske bedstemor eller i virkeligheden mor til Marisol, som vi boede hos i Canada. Hun var (er!!!) noget af det sødeste, fuld af energi og klar på at holde os vågne på vores første dag i Chile. Og det krævede altså en hel del, for vores natteflyvning var ikke ret behagelig. Et gennemkoldt LAN Chile-fly, hvor det ville kræve mindst tre lag tøj, huer, vanter og tæpper at holde sig varm. Vi kan dog fortælle, at der ikke ligger tæpper på sæderne ved nødudgangen, så hej hej 14 dages forkølelse...

Man kan roligt sige, at vi kæmpede lidt for at holde øjnene åbne den første dag! Men det hjalp gevaldigt at mærke den iskolde, klokkeklare chilenske forårsluft. Første stop (lige bortset fra tankstationen altså - man kan i øvrigt hurtigt vænne sig til, at der er folk til at klare tankningen for en på en doven dag, selvom det er lidt overflødigt) -var et af de mange små huse, der sælger frisk ost, brød, honning, æg og den slags. Her fik vi lidt lækkerier med til den lille lejlighed i Algarrobo, som Isabel var så sød at låne os.

Freder spejder ud mod horisonten, mens Isabel uddeler ét af mange knus.

Algarrobo er et skønt sted! Uden tvivl! Men koooldt på den her årstid, og blæsten fra Stillehavet gør det ikke ligefrem varmere (OK, I har efterår og regn og storm, og hvad ved vi, derhjemme i DK, men 15 grader + wind chill føles HELT anderledes, når man kommer direkte fra det fugtige, varme Nicaragua - og når de i øvrigt ikke har lært at isolere boliger, reparere vinduer eller opvarme huse, lejligheder, restauranter etc. i Chile). Vi gjorde derfor et kort stop i lejligheden, inden Isabel tog os med ud på opdagelse langs Chiles kyst med kursen sat mod en helt bestemt fiskerestaurant tæt på Viña del Mar. 

Vi forstår godt, hvorfor vi skulle til netop dén restaurant. Den lå på klippesiden, lige ved siden af vejen, og faktisk med halvdelen (eller mere) svævende ude over vandet, holdt oppe af søjler. Sikke en udsigt vi havde! Og så i stålende sol! Og jaja, bevares, fisken var også udmærket, vi smagte fx søpindsvin for første gang, men deres helt store trumfkort er klart beliggenheden.

Da vi kunne rulle fra frokosten og hjem igen, gjorde vi et kort visit hos Isabels far. Han er en ældre herre, som vi ikke fik vekslet de store ord med grundet hans manglende danske ordforråd (også for dårligt, at folk rundt om i verden ikke snakker dansk... Ej, det ville nok have været smart, hvis 2x Caro havde gjort lidt mere for at træne deres spanske inden turen), men ikke desto mindre var han meget venlig over for os. Der gik da heller ikke lang tid, førend vi var inviteret med til hans 90 års fødselsdag to dage senere. Og det kan virke lidt spøjst, at vi sådan bare kommer med til familiesammenkomst - endda de helt store mærkedage - men som vi hurtigt fandt ud af, er det chilenske folk meget venlige og lidt mere imødekommende, end folk fra Mellemamerika umiddelbart kan virke (apropos dette skulle vi også lige vænne os til, at folk ikke kun råbte efter os eller dyttede for at komme med dumsmarte spanske bemærkninger, men rent faktisk for at hjælpe os). Til nica'ernes forsvar skal det dog siges, at de fleste er meget venligere, end hvad de stråler... Nå, men at vi blev inviteret med til fødselsdagen, kan dog også skyldes, at vi nussede og puttede med hans søde, MEGET grimme lille hund i stort set al den tid, vi var i lejligheden.

Den sødeste, grimmeste lille chilenske hund med underbid

"Moooooaaaaar, må jeg ikke nok få en hund? Bare en liiiilllle en??"

Efter et sidste stop i det store supermarked, hvor vi fik købt ind, så vi i hvert fald kunne klare os et par dage, smuttede vi hjem til Algarrobo. Det var en hård kamp mod trætheden, som blev udkæmpet i bilen. Frederikke og Munck på bagsædet måtte også kaste håndklædet i ringen og overgive sig til søvnen. Christiansen kæmpede en sej kamp på passagersædet foran og holdt sig med nød og næppe vågen for at være copilot for Isabel.

Meeen al træthed forsvandt (en halv times tid i hvert fald) for 2x Caros vedkommende efter et dyp i poolen uden for lejligheden. Iiiiiskoldt! Vagtens øjne var ved at trille ud af hovedet på ham, da de komme trissende ned i badedragt og bare tæer for at tage et hyggeligt lille aftendyp. Bagefter forstod de ham godt!

Stoooooor larve

Vågen larve

Meget træt larve

Mere eller mindre friske og veludhvilede (det er altså sindssygt koldt i deres boliger i Chile, og det besværliggør søvnen!) stod vi op til endnu en dag i søde Isabels selskab (vi fandt hurtigt ud af, at det med tid er ret relativt her i landet, så når man aftaler kl. 14, skal man tillægge en latino-forsinkelses-faktor på 2-3 timer), som stod på endnu en hyggelig køretur, også langs kysten, dog sydpå denne gang. Her lagde vi vejen forbi parken med Chiles berømte sorthalsede svaner, som vi dog brugte en del tid på at lede efter ved søen, desværre uden held. Vi fik til gengæld en lille sød historie med på vejen om, at to af disse svaner var blevet foræret til dronning Elizabeth. Udfra vores oplevelser den dag kunne vi så konkludere, at den kære Elizabeth nok havde fået de sidste to...

En lille hilsen fra sidespejlet

Efter at vores spejden og gåtur langs søen ikke havde båret frugt, kørte vi videre til havnebyen San Antonio, hvor vi strakte benene på promenaden i Chiles næststørste havn, mens vi kiggede på fiskerbådene og lyttede til Isabels historier om livet i Chile. Vi kunne nu ikke komme så tæt på igen. Havnen var, som de fleste havne i udlandet faktisk er, lukket af og kun med adgang for folk, der har en båd eller et ærinde på havnen.

Alle de farverige fiskerbåde.

Mens eftermiddagssolstrålerne lyste det helt ufatteligt smukke, bakkede landskab op, vendte vi om og kørte tilbage mod Algarrobo (den ellers stedkendte Isabel kørte forkert to gange, men hjem kom vi), hvor vi nemlig var så privilligerede, at Isabel også havde stillet den anden lejlighed, som hun ejer, til rådighed for os. Det specielle ved denne lejlighed, og det, som lokkede os derhen, er, at den er en del af San Alfonso del Mar-lejlighedskomplekserne, som ligger rundt om verdens største pool og med fri udsigt ud over Stillehavet. Vi kan da også afsløre, at det var dejligt at falde i søvn til lyden af Stillehavets voldsomme bølger hver aften (hvem har i øvrigt fundet på at kalde det Stillehavet, det er jo laaangt fra stille??).

Når man er sammen for længe opstår der de mærkeligste spørgsmål. Ja ja, vi har skrevet den med Stillehavet på!

Tirsdag stod i familiens tegn. Det var blevet tid til at fejre Isabels fars 90 års fødselsdag, hvilket også betød, at det var tidligt op for os tre, som skulle med bus mod Viña del Mar. Det med at stå tidligt op klarede vi ikke specielt godt den dag... Vi røg ud af døren uden at have fået hverken vådt eller tørt og stadigvæk småkolde, eftersom det ikke var lykkedes os at finde ud af, hvordan man tændte for det varme vand i lejligheden - men vi var jo for Søren da nødt til at gå i bad inden fødselsdagen! Det bevirkede da også, at vi, i en propfyldt bus, hvor vi stod op ad en flok slaskede teenagedrenge, rigtig tæt og godt mast, fik tiltrukket os en del opmærksomhed, da Christiansen pludselig mente, at hun skulle optræde - eller rettere sagt besvime...
   "Jeg har det rigtig dårligt. Jeg falder, Caro! Jeg falder! Jeg FALDER! Jeg skal ned og ligge. Ned, NU! Jeg skal have fødderne op, Freder! Jeg skal bare ned og have fødderne op!"
   Da vi to andre efter et godt stykke tid endelig havde fået tilkæmpet os et helt to-mandssæde, så hun kunne komme ned og ligge, og hun igen var begyndt at få farve i kinderne, afslørede hun da også overfor os, at det da var et oplagt trick, hvis man gerne ville sidde ned i en overfyldt bus...

Her ligger man meget bedre... Luskebuks!

Med farve i kinderne, lidt morgenmad i maven og måling af puls og blodtryk (faren har sygeplejerske på 24 timer i døgnet) var vi alle tre klar til at fejre Isabels far på denne dejlige dag. En god frokost sammen med den nærmeste familie, farens hjælpere og familiens to advokater, og nå ja, selvfølgelig også os tre, gjorde indtryk på den aldrende mand, hvis største smil dog blev frembragt, da tjeneren bar fødselsdagskagen med lys i ind. Man bliver åbenbart aldrig for gammel til en lille stykke kage!

Lidt genert over at skulle have målt blodtryk 

- Isabel kunne under frokosten så fortælle at hendes far og frk. Christiansen på hhv. 90 og 19 år har samme blodtryk...

Kagen og det gladeste fødselsdags-"barn"

Gaverne var også gode, men det var altså kagen, der fik det største smil frem.

Og da vi efter frokosten kom tilbage til farens lejlighed, gav vi da også en hånd med, der hvor vi kunne. Vi underholdte både hunden og flere fra selskabet med at puste balloner op og derudover med at pynte kagen. Så kom ikke her og sig, at vi bare dovner den!

Der pustes!

Faren, som kan være svær at aflæse, når man ikke kender ham, og som kan have svært ved at huske folk, sendte os det mest rørende smil og vink, da vi tog afsked med ham. Dejlig mand!

Vi blev ikke til kaffe og kage, men blev kørt hjem af Isabel, inden det blev mørkt. Hvilket vi også blev meget glade for, da vi kom tilbage til Algarrobo. Her blev vi nemlig mødt af en helt utrolig solnedgang over den store pool og de store Stillehavsbølger. Det var en perfekt måde at slutte så dejlig en dag af på.

Vi gør alt for en god vinkel!

Det lyder måske ikke af det helt store, hvad vi lavede i løbet af vores første dage i Chile. Men det er det! For vi fik mødt en hulens masse chilenere, og det er i bund og grund en af de aller fineste ting ved vores tur, at vi møder "the real people" i de forskellige lande og ikke kun ser turistsiden (selvom den også er smuk). På den måde får vi en fornemmelse af andre kulturer og deres hverdage og traditioner, så vi for alvor kan sige, at vi har oplevet landet.

Særligt Isabel, selvfølgelig, men også det dejlige advokatpar, Claudia og Eugenio, var så ufatteligt hjælpsomme i forbindelse med planlægningen af vores fantastiske tur til det nordlige Chile (San Pedro de Atacama). Et helt andet eventyr, vi nok skal vise billeder fra og fortælle om - når vi altså er kommet tilbage fra vores road trip nordpå her i New Zealand!


Vi ses på Monkey Class!