Middle of Middle Earth

Gæt hvad! Jo vist kom vi videre, men vildere endnu; vi krydsede også datolinjen på vejen fra Chile til næste stop, New Nealand! I sig selv måske ikke den største oplevelse på turen - vi mærkede i hvert fald ikke det store (udover at vi mistede en dag, som ret tilfældigt var Cornelies fødselsdag, heldigt det stadig var d. 13. i DK, da vi landede d. 14.! Tillykke med de 8 år!). Når alt kom til alt betød det bare, at vi nok mistede en smule overblik over vores indre ur. Det er trods alt lidt underligt at miste over 24 timer på en 12 timers flyvetur...

Vi landede i Auckland lufthavn tidligt tirsdag morgen, ja faktisk så tidligt, at indenrigslufthavnen ikke engang var åbnet endnu. Men vi kunne da trods alt komme indenfor, i modsætning til i Nicaragua hvor man pænt kunne vente en halv time ekstra (dvs. en halv time efter de burde åbne...) udenfor... Men jaja, som alle de andre gange kom vi jo igennem til sidst (vi har efterhånden vænnet os til ventetiderne, det er næsten helt hyggeligt) og fortsatte dermed på vores sidste lille rejse videre til Wellington, inden vi kunne hilse på Frederikkes familie på den anden side af jorden.

At lande i Wellington lufthavn er en lidt speciel, men bestemt ikke ubehagelig oplevelse. Det går hurtigt op for én, at det er her på øerne og i Wellington, at Tolkiens univers er blevet gjort virkeligt (dét synes nogle af os - host host, Frederikke og Munck - er MEGET vildt. Andre var relativt uimponerede eller måske bare uvidende...). Uden på lufthavnsbygningen står der nemlig ikke Wellington – det ville jo være for almindeligt og kedeligt - nej, det er Middle of Middle Earth, man er landet i.

Med et smil på læben forlod vi flyveren og kom ud i en lufthavn, der var helt anderledes, end hvad vi ellers havde oplevet. Nok havde vi lagt mærke til, at en af kvinderne, som var med på vores fly, omfavnede sin mand lidt væk fra gatene, men mere havde vi ikke lagt i det. Det var jo nok bare et sammentræf, at han også lige var landet. Men da vi kom ind i ankomsthallen og så lidt lettere desorientere ud, fordi vi ikke helt kunne overskue, hvor vi skulle gå hen, og fordi der var lidt mange mennesker, blev vi pludselig genkendt. På vej rundt om en af cafeerne blev Munck og Christiansen stoppet, og først et par splitsekunder senere registrerede Frederikke det og stoppede selv. Foran os stod Frederikkes granfætter Simon, som vi skulle bo hos de næste 17 dage. Gensynsglæden var stor for Frederikke, som også lige måtte præsentere Simon for sine to rejsetosser. Vi lærte jo så meget hurtigt, at Wellington lufthavn slet ikke er, som lufthavne er flest af – og bestemt ikke som de amerikanske. Kom glad, kom alle, ingen kedelig vente-hal her! I Wellington er vi meget sikre på, at du nærmest kunne vade om bord på et af flyene uden et boarding kort eller at skulle igennem security. Det var aldrig gået i USA... Der var du blevet skudt, inden du nåede så langt... Eller i hvert fald anholdt...

Vi var ellers lige ved at dreje ned mod trappen til bagagebåndene, da Simon hev os videre gennem afgang-/ankomsthallen (ja, hvad skal vi egentlig kalde den...), for der var lige lidt mere, vi skulle se. Så naive, som vi var, troede vi kun, at Tolkiens univers var til stede uden på bygningen, men vi lærte hurtigt, at fascinationen for Middle Earth bestemt ikke stopper der. Lufthavnen er nemlig udsmykket med kæmpe (!!!) store svævende figurer af to store ørne, hvoraf Gandalf sidder på den ene, og af en MEGA stor udgave af Gollum, der fanger fisk henover folks hoveder, mens de sidder og nyder en kop kaffe eller andet godt. Han er altså lidt creepy...

Selvom det var ved at være en del timer siden, vi havde forladt Santiago, og vi var lidte øre i vores små kroppe, var der ingen tid til at slappe af. Simon havde lagt planer for den første dag, i hvert fald mere eller mindre. Den stod på et besøg i Wellington, mens han arbejdede, inden vi kunne få lov til at komme hjem og sige hej til resten af familien.

Wellington er en rigtig dejlig by. Den er omgivet af bjergene, hvilket er med til at begrænse dens størrelse, og derved føles den ikke som en gigantisk storby (hvilket den jo så heller ikke er). Derudover har Wellington en stor havnefront, som dækker over shippinghavn, lystbådshavn, et stort havnebassin, hvor der kan dyrkes forskellige former for vandsport, samt muligheden for bare at sidde langs promenaden og kigger ud over bugten, med bjergene på den anden side i baggrunden. En havnefront giver også altid et helt andet liv til en storby, synes vi i hvert fald – men det kan selvfølgelig også bare være fordi, vi alle er så vandglade...

Vi kan godt forstå, at Wellington er kendt som ”the coolest little capital in the World”, for byen har så meget at byde på! Vi skulle bruge en 7 timers tid i Wellington, og vi troede først, at det ville blive en sej kamp, når man ikke rigtig kender til byen. Men med et par anbefalinger fra Simon og en god kop chai latte, så vi kunne fungere ordentligt igen, var vi klar til at gå på opdagelse. Og hold da op, den dag fik alligevel hurtigt ben at gå på! Vi lagde vejen forbi den alternative Cuba Street, hvor vi besøgte det lille japanske supermarked – det gav os også et indblik i, hvad der ventede os i diverse shops i Østen - og derfra gik turen mod den lille og dog ret berømte røde cable car, der tog os op til toppen af den Botaniske Have. Og sikke en udsigt! En rigtig postkort-udsigt med den røde cable car i forgrunden og Wellington samt bugten i baggrunden. Vi var betagede! Og det var endda inden, vi begyndte turen ned igennem den flotte botaniske have med alle de hyggelige steder og bænkene, som var dedikerede til folk, der var gået bort. Folk OG katte...

Legepladsen skulle afprøves...

En af de mange bænke i parken. Denne var mere speciel, da den var dedikeret til en kat og ikke en person ..

Ikke bare en hvilken som helst kat, men katten Basil, åbenbart.

Vi fik altså dagen til at gå uden problemer (vi konkluderede alle tre, at hvis ikke NZ havde ligget på den anden side af kloden, kunne vi sagtens finde på at bo her - og måske endda selvom det er tilfældet), og Simon samlede os igen op senere, så vi endelig kunne møde de resterende fire familiemedlemmer. Da vi kom hjem til det hyggelige hus i byen Porirua lidt uden for Wellington, blev vi først mødt af de to ældste små piger, Frida og Thea. Lidt generte var de, men de blødte hurtigt op, og så blev der ellers leget kildeleg og politi og røvere og Frozen-prinsesse-lege for alle pengene. Familiens yngste, den yndige lille Indira, lå trygt og godt hos mor Sally og tog det hele med ophøjet ro. Faktisk lavede hun ikke såå meget andet end at spise og sove de første par dage, men det er også hårdt at være en bette nyfødt baby... Frederikke var vist helt solgt, da hun fik lov at holde sin lille grankusine første gang, og det kan vi andre ikke bebrejde hende!

Simon og Sallys søde piger: Frida, Thea og lille Indira 

En lille smilende Indira

Bramman, Bratman, Batman, Bettemand, Båtnakke - kær kat har mange navne. Denne frække fyr sov dagen lang. I vores seng, vel at mærke...

Både Frida og Thea hoppede op i vores seng for at se Frozen og andre gode film

Zzzz... Man skal jo gøre hvad man gør bedst...

Lille Indira bliver vejet - se lige de små fødder!!

Dag 2 besluttede vi os for at kigge lidt rundt i området, da vi egentlig ikke gad gå i gang med at begynde at planlægge, hvad vi skulle fordrive de 17 dage med. Vi endte med at gå Titahi Bay rundt (som er halvøen, hvor Simon og Sally bor), en tur på en 2 timers tid (en af vores kortere ture på New Zealand-opholdet, skulle vi senere finde ud af).

To tosser på afveje. Igen, igen, igen!

Ellers var Frederikkes familie fantastisk til at sætte os i gang, så vi ikke endte med at hygge al tiden væk. Bl.a. var vi med pigerne (de ældste) og Simon ude ved Battle Hill. Egentlig ser stedet ikke særlig anderledes ud end alle de andre naturskønne steder, men der er nogle dejlige gåture i det bakkede landskab, selvfølgelig med får og lam til at øge stemningen, samt smukke åer, bakkedale og bregner. Mange bregner.

Flotte damer!

Thea og Teddy holder vagt ved lågen

Og det var tilladt at hoppe i vandet og få våde fødder. Men på eget ansvar, ikke noget med at brokke sig over våde/kolde fødder bagefter. Respekt for den type børneopdragelse!

#StrikeAPose

En anden ting, vi blev introduceret for, var det nationale museum, Te Papa. ALLE, som i HELE familien, var af sted den dag (det krævede så også to biler), da vi gennemgik samtlige udstillinger i det meget store og temmelig imponerende, interaktive museum, som bl.a. har verdens største blæksprutte udstillet. Det er den eneste i verdenen, som er udstillet i offentligheden, lærte vi - samt en masse andre ting - specielt Frida var god til at vise rundt og fortælle her. Så sådan kan man jo hurtigt få en søndag til at gå.

Det er vist ingen hemmelighed, at de fleste af os har en forkærlighed for samtlige dyr (kattene får Frederikke nu mest for sig selv, en familiesvaghed fandt vi ud af)... Så sammen med Andy (en veninde af familien) og Thea tog vi en af dagene til Lindale, som er en sted for "rescue"-dyr, som man så kunne gå rundt af fodre. KÆMPE hit for både store og små! Munck var lige ved at adoptere en papegøje, men held og lykke med at få den ind i Australien...

Kan man se mere fortabt ud? Det er jo lige før, det slår Æsel i Peter Plys..

Et fotogent lille lam

"Mooooooor, må jeg ikke nok få den med hjem??"

Den slemme lille ged, som stjal maden fra de andre

"Nej der er kaniner!!" - og ind kravlede Muncken...

Ét styks grimt klippet lama 

Dupond og Dupont 

En anden ting om New Zealand; det er ikke et stort land. Selv frisøren i den lokale biks havde været med på sættet til Ringenes Herre (vi fik fornemmelsen af, at det halve land var involveret i den film), hørte vi, da Munck var et smut i salonen. Heldigvis for Munck havde frisøren stadig taget og kunne godt finde ud af at forvandle hende fra grumme Gollum til lækre Legolas på ingen tid! Det kunne heller ikke blive meget værre med de tjavser...

Frida havde også prøvet at gøre noget ved det hår en af dagene.

Faktisk havde museet imponeret så meget, at to af os vendte tilbage på besøg senere på ugen. Den tredje abe, Frk. Christiansen, følte nemlig for at udfordre sin højdeskræk ved at tage i Adrenalin Forest. For at fortælle kort om stedet er det i bund og grund en forhindringsbane, som er placeret i en højde af 5-30 meter… Super smart idé. Eller? Tilføjelse af Christiansen til de skeptiske pigers ord: Jamen, jeg fik masser af frisk luft og fik strakt musklerne ved al den klatren rundt (vidner de utallige blå mærker om) og nydt udsigten (OK, det blev liiige en tand for højt på et tidspunkt, hvor jeg så måtte "reddes" ned for øjnene af en flok præpubertetsunger), men fed oplevelse!

Mens hun svingede rundt i træerne, var Frederikke og Munck på endnu en dagstur i Wellington. Det eneste (meget lille, og dog eksisterende) problem var bare, at vi var derinde så tidligt, at butikker og museet ikke engang havde åbne endnu.,. Sååå, det resulterede i en lille forkælelse i form af en kop kaffe, som vi nød, inden museet åbnede. Vi fik et par timer til at gå med at tulle rundt og morede os desuden over vores lille hilsen til Frk. Christiansen, som bestod i en computeranimeret blæksprutte, navngivet efter hende selvfølgelig, som vi lige nåede at lege lidt med, inden det gik op for os, at vi nok måtte videre.

Der var 3D-film om kæmpe blæksprutten, og den var gratis. Så den måtte vi da ikke gå glip af.

Selv stenene har følelser, så de fik da lige en krammer med på vejen..

Vores fantastiske blæksprutte - ligheden mellem den og den ægte Christiansen er slående! Bare se på de lange lemmer! Og det opgivende blik! 

Af Sally var vi blevet anbefalet at aflægge Wellingtons ”beehive” et besøg - og nej, vi kiggede ikke på bier. Det er tværtimod deres Parlament, hvor vi i en times tid legede turister, og det var endda helt gratis. Turen var god, måske fordi vi havde en ekstra dansker-begejstret guide – men jaja, vi nød den da.

For at være helt ærlige har vi oplevet mange ting, som I også vil kunne se i det næste oplæg, og når man er så langsomme, som vi er, til at skrive indlæg, mister man lidt fornemmelsen for, hvad man har lavet de forskellige dage. Men vi har inden vores tur nordpå (god historie, kommer senere...) oplevet rigtig mange forskellige ting, som i nok har fået et indblik i ovenover. Og de gode stunder inkluderer også oplevelsen af, hvordan det er, når new zealandsk møder dansk (jep, vi spiste risengrød og så rugby samme aften), men også været på en hård, meget hård, ”lille” vandretur. En af dem hvor man baaare lige går op på toppen. Yeah right! På den anden side af Porirua City ligger der en lille bjergtop med en skøn udsigt ud over byen og bugten. Turen til toppen og ned igen skulle ca. tage 2-2,5 time, så det begav vi os da ud på! Vi havde bare ikke heeeelt regnet med at vores skønne tur til toppen, bestod i at klatre på trappetrin... Hele vejen... 2/3 af os var ikke super begejstrede, Christiansen sprang lalleglad af sted.

Men OK, udsigten var turen og sveden værd, måtte hele selskabet tilstå på toppen!

Udsigten fra toppen kunne vi bestemt ikke klage over!

Vi har gået heeele vejen der nede fra!

Mmmhh. Risengrød og Ribena, flankeret af rugbrød med frisk mælk senere på aftenen...

Mere følger snart fra Norden.

Vi ses på Monkey Class!