Jorden Rundt På Monkey Class: 11/13/14

aka. vil du sove i en bimmer i fire dage?

For vores vedkommende var svaret; ja selvfølgelig!

Efter at have brugt et godt stykke tid hos Simon og Sally var det på tide at få set lidt mere af det utrolige land, og det kaldte på en roadtrip!

Med mad, kort, en proppet bil og en MEGET stor og unødvendig køleboks på bagsædet kørte vi mod solnedgangen i bedste Nik og Jay stil. Hvis vi altså skulle have været mod vest... Men nu skulle vi altså nordpå.

Thea demonstrerer alternative måder at holde "Teddy" på... Sådan kan man vel også gøre det.

... Og Frederikke en anden. Store børn må også lege.

Der planlægges (ahøm, nogle brugte tiden fornuftigt, mens andre legede med mobilen og hang ud på cyber space, som vi kan se her)...

... afsted kom vi - frem med det store landkort og så ud på landevejene!

Solnedgang over Taupō-søen.

Turen gik mod Taupō en sen fredag eftermiddag, måske en smule senere, end hvad vi lige havde regnet med - og med en hel del flere ting i bilen, end vi fik brug for. Turen tog os forbi Nationalparken og Dessert Road, en lang vej gennem ørkenlandskab, hvor vi kunne se sne på de omkringliggende bjerge. Og lidt længere fremme viste det sig da også, at der lå sne på ørkensletten. Vi overvejede at lave en oktober-snemand, men OK, det var nok ikke sååå smart at stoppe på NZ's mest trafikkerede highway (dvs. vi havde to biler efter os...) for at trille en lille Olaf. Aftenen gik bl.a. med et smut forbi Pillars of Hercules, inden det blev mørkt, og vi med lidt besvær måtte finde vores (gratis) rasteplads/overnatningssted. Vi var på nippet til at give op, da vi endelig så det lille skæve skilt i vejkanten; ”Reid’s farm”. Bingo!

En fin, sikker og næsten stabil hængebro.

Var der nogen, der sagde selfie?

Vi satsede på at broen holdt!

Ikke alle var helt tilfredse, da broen pludselig begyndte at gynge - "helt af sig selv". Ups?

Se hvor flotte vi bare er, på roadtrip ;-)

Efter en kold nat blev vi vækket forholdsvis tidligt, da den lummer varme bil blev oplyst af morgensolen. Efter at have kæmpet os ud fra vores pladser og pakket tæpperne væk, var vi klar til en oplevelsesrig dag med tæt pakket program. Første stop på turen var Huka Falls, som lå ca. 200 m væk fra vores lille rasteplads. Et imponerende syn af vandfaldet, som ikke var højt, men meget langt, hvilket resulterede i New Zealands hurtigst løbende vand.

... men trætte, det var vi! Ét ud af flere hundrede sovebilleder af Christiansen... Resten er forsvundet under censuren...

Javist, Muncken skal også bruge sin skønhedssøvn.

Huka Falls - fra flere vinkler (nedenfor)

Da det var godt vejr, og vi skulle bruge vores små ben til at opdage New Zealand, så vi besluttede os for at gå på vandre en tur op ad Mount Tauhara, som ligger i Taupō’s baghave. Det var en stejl tur op ad bjergsiden frem mod toppen, hvor den vilde natur rundt om stien ind i mellem gjorde det svært for os at skelne imellem, hvad der var sti, og hvad vi bestemt ikke skulle gå ind i.

Bare rolig, vi er her endnu, vi blev ikke væk. Vi nåede også både toppen og kom ned igen i et stykke uden problemer. Ligeså gjorde de imponerende mange pensionister, der vandrede samtlige 2 timer straight op ad bakke!

Se, hvor søde vi er ved hinanden....

Udsigten fra toppen af Mount Tauhara - det lille sneklædtere bjerg er Mount Doom fra Ringenes Herre. Til de nørder, der ved, hvad dét drejer sig om, tsk.

Den meget markante grænse mellem mark og skov skræmte os lidt. Den viser i hvilken grad, mennesker påvirker naturen.

En lille hilsen fra toppen - "Jorden rundt på Monkey Class". Vi ved ikke helt, om det var lovligt eller under kategorien "graffiti", men vi blev tilbudt at skrive på pladen af to lokale...

Alle tre aber med udsigt

Da vi åbenbart ikke var trætte nok i benene endnu, kørte vi til Turangi, hvor vi blev anbefalet en lille 2 timers gåtur rundt om Lake Rotoaira, som vi selvfølgelig også traskede rundt på.

Napoleon spejder ud over de åbne vande!

Efter adskillige timer i sol og forskellige højdemeter lugtede vi ikke længere specielt meget af roser (mildest talt...), så vi ramte måske nok bunden, men rene blev vi til gengæld (så godt som), da vi alle tre valgte at betale $5 for et varmt bad - uden sæbe, håndklæder og den slags frynsegoder, inden vi igen kørte mod en ny rasteplads. Gratis rasteplads. Vi skulle trods alt være rene og pæne til vores besøg i Hobbiton dagen efter. I ved, hobbit-byen fra Ringenes Herre (Christiansen sympatiserer fuldt ud med dem, der ikke lige kender dét sted...).

Vi kørte om morgenen mod Matamata, hvor vi skulle mødes med tourguiden og gruppen, og byen viste sig ikke at have ret meget andet end Hobbiton at byde på... Jo, altså bortset fra alle asiaterne, som var der for at se det gamle lokomotiv. De kan løbe ret hurtigt, sådan nogle turister, når de spotter toget. De havde nok aldrig set et damplokomotiv før...
Selvom vi havde booket os ind på den sene tur, fik vi lov at komme med tidligere, så op i tourbussen med os, og så var vi klar. Meget passende lignede vores tourguide faktisk noget fra selve filmen. Jaja, passe ind skal man vel. Vi lærte mange nye ting på turen - bl.a. var 70 % af de 3000 håbefulde folk i alle aldre, som mødte op til auditionen i Matamata, blevet sorteret fra allerede inden de var kommet ind til selve prøverne, fordi de var for høje til at være hobbiter! Den håndfuld miniputter, som var blevet valgt til, er nu kendt som "The Chosen Ones". Derudover lærte vi også, at den grund eller farm, hvorpå Hobbiton ligger, er ejet af the Alexander family, hvoraf faren i familien, som Peter Jackson snakkede med om at bruge området til Hobbiton/Ringenes Herre, aldrig havde hørt om Tolkien eller hans bøger, hvilket fik ham til at rynke på panden over Jacksons idé med optagelserne på hans grund. Heldigvis var Alexander's kone stor fan, og som alle ved, har kvinden i ægteskabet altid sidste ord, så konstruktionen af Hobbiton kunne starte i '97.

Og sikke dog en fantastisk og imponerende by, der lige pludselig dukkede op mellem alle de små får og grønne bakker. Som Muncken og Frederikke sagde: "Må man ikke godt flytte ind!????" (Det gør I bare, Munck og Frede). Desværre er det vist kun een af os, som passer ind i højdemæssigt. I de fleste af husene, i hvert fald. Husene er nemlig bygget i to forskellige størrelser, for at man enten kan se høj ud foran huset eller se "normal"-høj (hobbithøjde) ud. Efter turen gennem selve byen og de 43 hobbithuse fulgtes vi alle ned til The Dragen Inn, hvor vi fik et glas gingerbeer i den hyggelige krostue. Vi var (faktisk alle tre) enige om, at det var en tour, vi klart vil anbefale enhver, som bare er en smule fan af Ringenes Herre eller Tolkiens univers. Eller kan lide dukkehuse-idylliske omgivelser.

Neeeej, se lige der!!!

Selveste Bilbo Baggins/Sækkers hus - allerøverst i Hobbiton.

Og Sam's hus kom vi også forbi. Fint så det ud, selvom nogle små unger (på trods af forældrenes tilstedeværelse) gjorde alt, de kunne, for at splitte haven ad...

Guiden skænker øl til folket - ham kan vi lide. Og ja, han lignede også noget fra filmene...

SKÅÅÅÅL - i gingerbeer (sodavand, meeeen same same).

"The Green Dragon"

Nogle interesserede?

Er det mon en hobbit? Størrelsen passer i hvert fald.

Matamata havde som sagt ikke meget andet at byde på, selv vores egen guide jokede med dette faktum; at Matamata havde maaassere af andre turistattraktioner, deriblandt en McDonalds, en Subway og tre pubs...
Så vi besluttede os for at køre til Blue Lake i Rotorua, hvor vi gik en "lille" runde om søen, på en 2 timers tid, inden vi igen kørte tilbage til vores dejlige gratis rasteplads og nød en gourmet middag uden lige (bestående af fladbrød og den bedste pesto fra køledisken eller kylling på dåse, det var jo på tilbud!) med åbne bildøre og udsigt over floden.

Der bliver børstet tænder på det 5-stjernede hotel på hjul - aka "Bimmeren".

Sidste dag inden turen gik tilbage mod Wellington blev brugt i Rotorua og omegn. Vi startede med lige at et smut forbi info-centeret, ikke så meget for at få informationer, men mere for at få ladet vores telefoner op. Da vi så var klar, og vores elektroniske apparater havde fået fornyet energi, gik dagen rigtigt i gang. Muncken og Frederikke udforskede Ohau Falls og Red Wood skoven, mens Christiansen riverraftede ned af et 7 m. højt vandfald og ziplinede på flere hundrede meter lange kabler over ældgamle uberørte skove. Hun havde brug for et adrenalin kick, og det sørgede særligt riverrafting-turen for! Hvis nogle er interesserede til den tid, så har Christiansen hele turen på GoPro - dvs. inklusiv skrig og skrål og nervøs latter.
Vi mødtes igen omkring kl. 19 og kørte igen tilbage til vores gratis rasteplads velvidende, at det ville være vores sidste nat dér, og den sidste nat, vi skulle tilbringe i bilen.

Morgenfriske? Ellers tak, du!

Toilettet ved info-centeret. Hvad man ikke gør for at oplade telefonen?

Skammekrogen

Ohau Falls - part 1

Ohau Falls - part 2

Riverrafting (Ohau Falls - part 3)

Med tre jakker (det var tæske koldt) og kamera spændt på hjelmen var hun klar på en tur rundt i trætoppene. Meget yndig.

Ohau Falls - part 4

Mere riverrafting. Ja, båden var HELT under vandet. Og ligeså var Christiansen, da guiden opfordrede de "modige" til at springe i og tage næste vandfald hængende på kanten af gummibåden...

En meget meget flot skovsø i Red Woods. Det er jo næsten ikke til at forstå, vel?

Find en hobbit/Munck

Der må ikke slås telt op i mudderpølen... Øv altså...

"Plob plob plob"... Sådan siger mudderpøle i New Zealand.

Red Wood skoven - navnet overrasker egentlig ikke.

Selfie-tid lige midt i regnvejret!

Morgenen efter var det forholdsvis tidligt op, pakke bilen, spise morgenmad og så ellers afsted med os. For at få lidt variation i kørslen kørte vi ikke helt samme vej tilbage til Wellington, som vi var kommet af. Vi kørte nemlig vestpå mod Stratford og Mt. Taranaki/Egmont. Frederikke havde foreslået, at vi tog "The Forgotten World Highway", som var en anderledes rute til Stratford, end den vi først havde planlagt. "The Forgotten World Highway" startede i Taumarunui og fortsatte så hele vejen til Stratford. Det var vigtigt, at tanken var fyldt helt op, da der ikke var en eneste mulighed for at tanke undervejs på den 150 km lange distance, som tog os 3 timer at køre...

Men hold da op en fantastisk tur! Bare efter 5 km gik det op for os, at vi højst sandsynligt ville få vejen helt for os selv, hvilket vi jo ikke klagede over, for så kunne vi holde ind og stoppe - ja, vi stoppede (og for den sags skyld bakkede vi også) på en highway! Prøv lige at gøre det på Isterødmotorvejen derhjemme! Det skal så også siges, at de new zealandske highways ikke er som normale highways gennem Europa. Der er kun ét spor i hver retning, og mest af alt minder det typemæssigt om en normal dansk landevej. Men nok om det. Turen ind igennem tog os med storm. At køre gennem de grønne bakker med lam og får op og ned af skråningerne for derefter at følge vejen rundt om bjergsiden og så opdage, at den ellers så fine, asfalterede vej ophørte og blev erstattet af 12 km på grusvej med hårnålesving, var en oplevelse uden lige.

Sjovt ser det ud, men vi skulle bare lige filme ud gennem taget. Turister er vi selvfølgelig stadig.

- og hvis nogle undrer sig, så ja. Filmen blev god.

Det kan godt være, vi bumlede og skulle tage os i agt for de sten, der var faldet ned fra bjergsiden i løbet af natten, men det var slet ikke samme bumletur, som vi havde været på i Nicaragua på vej til Kukra Hill. Det kan også godt være, at vi ikke lagde mærke til det, fordi vi var så betagede af den omkringliggende natur, der mest af alt lignede noget, der aldrig før var blevet set af mennesker.
At vi undervejs på den køretur så også lige kunne lægge vejen forbi et par vandfald og komme ud og strække benene lidt, gjorde jo kun oplevelsen endnu bedre. Vi kan kun sige, at breathtaking i hvert fald fik en helt ny betydning på den køretur!

85 meter fra top til tå... eller hvad man nu siger om sådan nogle vandfald.

"Hobbit Hole Tunnel" - en lille gammel tunnel, hvor man ikke kan andet end at håbe på, at man ikke støder på modkørende.

Hvad man ikke gør for den perfekte vinkel?

En sød lille bonus historie; vi reddede et lille gedekid (højst et par dage gammelt), som, af ukendte årsager, var kommet ud på vejen og nu lå der helt hjælpeløst. Vi nåede kun lige akkurat at stoppe bilen. Mor-ged stod på den anden side af hegnet og brægede, og hun var ovenud lykkelig (går vi ud fra), da vi pænt fik det lille kid om på den rigtige side af hegnet igen. Hun stod klar til alverdens kæl og klap, mens det lille kid fik guffet godt i sig med mælk.

Roadtrip gør vi helt klart gerne igen. Om det bliver med overnatning i bilen igen, vides ikke. Men én ting er sikkert, det bliver uden den store køleboks på bagsædet næste gang!

Tilbage i Wellington fløj de sidste dage bare afsted! Ja, vi ved faktisk ikke helt, hvad der blev af dem. Vi var i Wellington en gang mere for at ordne forskellige ting, besøge Weta Caves (det filmstudie, som har været med til at lave animationerne til Ringenes Herre, Hobbitten, Avatar og åbenbart rigtig mange andre af de store film, men som også har lavet de modeller af Gollum og Gandalf, som hænger i Wellingtons lufthavn) og en lille tur i zoo.