Jorden Rundt På Monkey Class: Verdens tørreste ørken (nej, det er ikke Sahara)

Selvom Algarrobo og omegn var dejligt, ville vi også gerne se noget mere af det lange smalle land, når vi nu var der. Chile rummer mange forskellige kontraster, og hvor man skal tage hen, afhænger lidt af, hvilken ekstrem man er til - varme eller kulde. Det er jo ikke sååå svært et valg, vel? Nå ja, Christiansen er vel kuldeelsker, men hver ting til sin tid... Efter at have rådført os med vores chilenske venner, besluttede vi os derfor for at drage nordpå til San Pedro de Atacama, som er verdens tørreste sted.

For at gøre vores afrejse nemmere, blev vi indlodgeret hos "bedstemor" Isabels advokatvenner. Her havde vi (nok mest i spøg) sagt, at vi da sagtens kunne passe deres børn, hvis de ville have aftenen fri. Det tog de så meget bogstaveligt... Så vi endte med 3 ud af de 4 spansktalende unger (de tre ældste på 3, 5 og 6 år), mens mor og far tog til middag, og de forstod ikke mange ord af, hvad vi sagde, og vice versa. Men ikke desto mindre forløb aftenen helt, helt fint, og vi fik lagt børnene i seng mere eller mindre til tiden. Eller... I hvertfald inden forældrene kom hjem, den sidste kapitulerede kl. 23:30. Hun ville gerne have en galleta mere, men Munck fik meget pædagogisk forklaret på sit tvivlsomme spanske, at man ikke spiser cookies 3 timer over (!) sengetid. De faldt i søvn, bare ikke i deres egne senge, men i den, hvor vi skulle sove. Godt, at de var lette og sov så tungt, at vi intet besvær havde med at flytte dem - Christiansen klarede det da uden at blinke.

3 chilenske og 3 danske børn. Hvem er mon hvem?

...og 3 timer. senere sov de alle (inklusiv de tre andre)

Mens det stadig var mørkt kl. 4, var det op og i tøjet og ud af døren, da vi (til en forandring, host host) skulle have et fly liiidt tidligt, som man jo skal, når det er monkey class, man rejser på.

Turen gik, som en flyvetur skal gå, vi kom i hvert fald frem, fik vores bagage, og så ramlede vi ind i problemerne. Vi endte med at bruge febrilske 30-40 min. i lufthavnens ankomsthal på at finde vores shuttle bus til hotellet. Det skal lige siges, at vi havde booket vores tur gennem et chilensk rejsebureau i Caroline Christiansens navn, fordi der så ikke ville blive problemer med navnene. Frederikke havde tidligere tilbage i Nicaragua oplevet at Frederikke Poulsen blev til Frederikk Toulsen, så vi havde lært dén lektie. I lufthavnen havde vi set manden med skiltet "Christian Chen" samt et andet spansk navn og ikke tænkt nærmere over det. Det vil sige ud over, at vi morede os over, at det da mindede lidt for meget om "Christiansen". 40 min senere fik vi os så et godt grin, da det faktisk VAR "Christiansen" den kære mand mente. Vi kom med ham og sikkert frem til hotellet.

Stakkels chauffør ledte efter en kinesisk mand og fik så tre tøser med rygsække i stedet..

Vores hotel i San Pedro, som lå to min. gang fra hovedstrøget

Vores værelse eller lille bolig i de dage, vi var nordpå

Ja, solen var kraftig (ozonlaget er stort set ikke-eksisterende på disse kanter), og det har folk forstået af at udnytte.

Coca-blade skal man efter sigende spise mod højdesyge, så det måtte jo også prøves. I hvert fald en fin undskyldning for lige at teste, hvordan sådan noget virker...

Selve San Pedro er som såden ikke så stor igen, men fuld af turister, souvenirshops, turistfælder og tourguides. Souvenirshopsene er dog et rigtig godt tidsfordriv, når man venter på sin tourbus eller bare skal fordrive en time eller to.

Udover at jagte souveniers var vi da også på ture og ude for at opleve den omkringliggende Atacama-ørken.

Første tur gik til Valle de la Luna og Valle de la Muerte eller på godt dansk, Månedalen og Dødsdalen. En lille bonus fact: Valle de la Muerte blev navngivet af en hollænder, hvis spanske udtale ikke var helt i top. Dalen skulle nemlig rigtig have heddet Valle de la Martes, altså Marsdalen, men de lokale hørte forkert, så nu lider den under et lidt mere skræmmende navn.

Valle de la Muerte - ligner til forveksling Mars (spot en globetrotter)

Valle de la Luna

To aber på afveje...

... og endnu én; vores koreanske veninde i gult, der endelig nåede toppen, hvilket gav anledning til nogle reeet underholdende lyde. Specielt da det gik op for hende, at hun også skulle ned igen!

Bare kom an!

Og der kravles!

De tre Maria'er og PacMan

Solnedgang fra toppen

... fra samtlige vinkler

Coca-bladene kunne også indtages som te og ikke bare tykkes.

Atacama-ørkenen var ikke alle steder så tør, som der påstås. Vores anden tur gik nemlig til saltlagunerne, som er rester fra dengang, området var dækket af Stillehavet. Så reelt set en meget gammel og meget salt vandpyt!

Tre hvaler kan stadig flyde - vi er ikke strandet endnu!

Én røg i som bombe...

... og én anden med et mere elegant hovedspring!

"Se Mor, se Mor! Se, hvor lange mine ben er!!" Munck havde optur over sin lange skygge - de små glæder i livet, når man er the size of a hobbit.

Vi kan godt lide sten - heldigt i ørkenen

Vores kære guide sørgede ekstra godt for os på sidste stop og dækkede op med snacks efter denne "hårde" udflugt

Vores badetøj havde dog et par farveproblemer efter en tur i de salte vandpytter...

Vores sidste udflugt i Atacama krævede virkelig (!) mental forberedelse fra vores side. Ikke nok med, at vi blev hentet omkring kl. 4.00 om natten; vi skulle også forberede os på de - 6 °C, som ventede os oppe i Andesbjergene (ja, vi har haft det meget hårdt... ej). Selve turen ud til gejserne tog os en 2 timers tid, så vi nåede lige frem til solopgangen. Så som I får at se nedenfor, var køreturen det hele værd! Gejsere overalt, vi kunne nærmest ikke tage et skridt uden at jokke i én (ikke så meget sikkerhed dér, men vi var trods alt også stadig i Latinamerika), og massere af varme kilder og tårnhøje bjerge. Tourbussen tog os også på vejen tilbage forbi den lille bjerglandsby Machuca, hvor vi vovede os ud i grillet lama på pind, så vilde flamingoer og selvfølgelig lamaer (mere specifikt de famøse Alpacaer).

Nej, vi fryser ikke....

Solopgang

Coca-blade kan også indtages på andre måder, åbenbart. Vi nævner i flæng; te, bolsjer, karameller, tyggegummi, snack-blade etc.

Omklædningsrummene ved den varme kilde

I, det skulle vi jo og det med GoPro'et ved hånden!

Kirken ved Machuca

Mmmhh.. Vores grillede lama på pind er ved at være færdig

Sidstedagen tilbragte vi primært ved hotellets pool, men som de vovehase, vi bilder os selv ind, at vi er, gik vi da efter frokost på endnu en lille byvandring. Høhø. De sidste penge blev spenderet på souvenirs, som det sig hør og bør. På vejen hjem var vi lige ved at formå at fare vild, men takket være venlige folk og lidt held fandt vi tilbage til hovedgaden. OK, måske ikke ligefrem en kæmpe sensation, da alt i byen er i gå-afstand. Dagen gik, og vi fløj om aftenen tilbage til vores lille rede i Algarrobo.