Vores fem dage i Hong Kong fløj bare af sted, og
det blev på tide at rejse videre. Med Dragon Air (... som vi ellers var liiiiidt
mistroiske overfor, men lærte hurtigt, at det var skam helt helt fint) fløj vi mod
Hanoi. Nogle af os (host, Christiansen, host) brugte flyveturen på indhente lidt
af nattesøvnen, mens resten af os udnyttede tiden til at lære vietnamesisk
gennem et spil. Vi kan nu sige kat, kylling, gade, bagage og en del flere ord på vietnamesisk Ja ja, det er godt med jer, piger, men hvor mange af de ord fik I lige brugt? Dem
kan vi nu tilføje til samlingen af ligegyldige ting, vi har samlet op undervejs,
sammen med de 10-11 tegn, vi kan skrive på kinesisk, men ikke udtale…
Selv ikke den højt elskede flymad kunne få dem til at opgive deres spil - og det hele blev selvfølgelig noteret ned...
Men i forhold til de andre flyvninger, vi har været ude på, lå Hanoi kun et spytkast fra Hong Kong, og derfor var vi da også friske og klar på at suuuge til os af nye oplevelser, da vi ankom til vores yndlingsvietnamesers hjemland om formiddagen. For at være helt ærlige, var vi faktisk en lille smule skuffede. Hvor var alle rismarkerne, de spidse hatte, cyklerne og frem for alt; SOLEN? Vi landede et temmelig øde sted på en overskyet dag og havde vist alle satset på nogle solstråler efter smog og tunge skyer i Hong Kong... Men bevares, en lufthavn er nu engang en lufthavn, og vi skulle også hurtigt komme til at få et helt andet indtryk af Vietnam! Og heldigvis var folkene præcis lige så rare og venlige til at hjælpe, som vi havde håbet.
Vi spurgte i informationen, hvor meget en billet til byen ville koste, og fik besked på at have 40.000 dong klar (ca. 11 kr. for 1,5 time i bus kan vi godt lige overkomme). Da vi kom ud, fik et par lokale dog hurtigt overbevist os om at tage med en anden, lidt mere slidt bus til 9.000 dong/2,5 kr., og da vi sparer, hvor lejligheden byder sig, hoppede vi glade om bord og sad således 1,5-2 timer i en bus uden den fjerneste idé om, hvor vi befandt os. Ja, altså bortset fra, at vi selvfølgelig gerne skulle ende i centrum af Hanoi...
Heldet var med os, og vi blev smidt af på en busstation et sted i Hanoi. Så snart vi steg ud af bussen, myldrede det om os med kvinder, der ville sælge os små kandiserede boller på spyd, og mænd, der syntes, vi lignede nogle, som skulle bruge en motorcykeltaxa. Jamen selvfølgelig da, med fuld baggage, hvorfor ikke??
Det var vi ikke helt modige nok til og gad i øvrigt ikke bruge penge på det, når vores ben stadig fungerede udmærket. Så vi trillede stille og roligt med Frederikke og hendes kort i front gennem Hanois gader (heldigvis er skiltningen helt OK i Hanoi!) og fik en del blikke med på vejen. Vi bebrejder dem ikke, det må have set ret sjovt ud med tre turister med tasker, rygsække, kort og det hele, der forsøger at møve sig gennem markederne på de smalle gader. men ja ja, vi klarede det da og kom sikkert frem til vores hostel - helt uden at have ramt en motorcykel. For dem er der mange af. Sådan RIGTIG mange.
På hostlet satte vi vores tasker, så vi kunne smutte en tur rundt i byen, mens vi alligevel skulle vente på vores værelse (37 kr./nat pr. næse for et ret lækkert værelse - vores standarder taget i betragtning - med rene håndklæder og sengetøj og morgenmad med iskaffe inkluderet, det er altså helt fint!). Og hvad mon vi spottede lige rundt om hjørnet? En massageklinik! Den så endda helt fin ud, så Christiansen bookede en 90 min. full body massage til 70 kr. - længe leve Asien! Da hun senere på aftenen havde fået massagen, kunne hun jo så fint advare de andre tøser om, at det er et "happy ending" kind of place... Rolig, ikke for Christiansen, men for en lille gruppe russiske mænd, som var i rummet ved siden af (fy for pokker!).
Vietnams mere eller mindre officielle nationalret - pho
Spises morgen, middag og aften. Et under at de ikke bliver trætte af det.
Efter en dejlig nat brugte vi søndagen på at tulle en tur rundt om Hoan Kiem-søen, som alt foregår rundt om, og besøge det lille tempel. Vi boede i det gamle kvarter 10 min. gang fra søen, så det var ingen sag at finde den. Det svære lå i at krydse vejen uden at støde ind i en motorcyklen. Ret hurtigt fandt vi ud af, at alt, hvad der foregår bag os, er none of our business, man ser bare lige frem og koncentrerer sig om at flyde med motorcykel-strømmen. Hierakiet hedder noget i nærheden af taxaer og busser øverst/først, så almindelige biler, fodgængere og nederst motorcykler og cykler. Så det har været lidt svært at vænne sig til at skulle stoppe for motorcyklerne andre steder nu, men det er en helt anden historie... Nå, efter gåturen stoppede vi ind for at få en af de berømte vietnamesiske iskaffer og fik os en god lang sludder med en østriger. Det er sjovt, som det at være europæer åbenbart bare er en ice breaker, hvorend man er i verden...
Udsigten ud over Hoan Kiem-søen
Det evigt travle centrum
En flok grinebiddere, som får sig et spil foran det højhellige tempel. Fjollede lille turist, som tager billeder!
Tai Chi fra morgenstunden - de er meget aktive, de vietnamesere
Det meste af dagen foregik på CYKEL, og vorherrebevares, det er jo det rene selvmord. Troede vi... Men faktisk er det ikke så svært at cykle på de crowdede gader, så længe man ikke laver nogle pludselige bevægelser. Og et venstre-sving gennem et af de større kryds tages selvfølgelig ved, at man trækker så langt mod højre som muligt, for der efter lige så stille at krydse ind over... For det giver jo mening... Idéen med at cykle var vi ikke selv kommet op med. Det skal Cuc have æren for. Vi havde tvært i mod lige gået og snakket om, at skulle vi færdes på nogen anden måde gennem Hanois travle gader, så skulle det være i bil eller bus - jo større jo bedre, mente vi. Men Cuc havde andre planer med os.
Ding ding; cykel-selfie!
... fokus
... fokus...
Cuc er en super sød og energisk vietnamesisk dame, gift med danske Torben, som Frederikke var blevet sat i kontakt med gennem hendes familie. Og Cuc her, hun mente så, at cykling var den helt rigtige måde at opleve byen på. Hun havde også fuldstændig ret! Christiansen kørte bagerst og kan skrive under på, at Frederikke smilte non-stop under hele udflugten. Ikke én rynke i samtlige to timer, vi hjulede rundt i byen. Det var virkelig også sjovt, selvom Munck i front (efter Cuc) havde sit hyr med at nå at stoppe, for der var ikke noget med at signalere hverken det ene eller det andet, så vi kørte mere end én gang ind i hinanden.
Cykelturen tog os op på Long Bien-broen, som er tegnet af Gustav Eifel (ja, arktitekten bag Eiffeltårnet). Den var, dengang den blev bygget, en af Asiens længste broer og har udholdt diverse bomber under Vietnamkrigen (eller den amerikanske krig, som den kaldes her i landet). Vi sluttede af med at cykle rundt omkring Temple of Litterature (universitetet), Ho Chi Minh-mausoleet, præsidentens bolig og meget andet. Da vi kom tilbage til Cuc og Torbens lille sted, bød Cuc på lækker frokost og mini-bananer, som vi gladeligt tog imod!
Hun tager det nu meget afslappet
Jaer, cykeltur i Hanoi er ikke til at blive klog på
Dimension for de universitetsstuderende
Baby bananer!
Katte, katte, katte. Familiesvaghed!
Vi kunne ikke finde nogen bedre måde at slutte dagen af på end at shoppe lidt souvenirs. Så det gjorde vi. En masse souvenirs. Og så lidt flere... Nå ja, hvad faen, man kunne heldigvis købe en meget billig kuffert også, så selv Christiansen fik plads til aaaaaalle tingene alligevel! Og så var der jo også mulighed for at købe flere i resten af Asien.
En vietnamesisk hotdog - lidt inspireret af franskmændenes baguettes.
Hvem er hvem???
De efterfølgende dage bød på en masse oplevelser udenfor Hanoi (dem kommer vi ind på i næste indlæg), men også en utrolig hyggelig og lækker middage hjemme hos Cuc og Torben, hvor der blev serveret hjemmelavede forårsruller i lange baner. Endnu engang trillede vi hjem til vores lille hostel.
Hyggehejsa og alt for mange forårsruller
Bjerg 1/3
Vi ses meget snart på Monkey Class!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar