torsdag den 11. december 2014

Velkommen til Truc Ly-land


Vores fem dage i Hong Kong fløj bare af sted, og det blev på tide at rejse videre. Med Dragon Air (... som vi ellers var liiiiidt mistroiske overfor, men lærte hurtigt, at det var skam helt helt fint) fløj vi mod Hanoi. Nogle af os (host, Christiansen, host) brugte flyveturen på indhente lidt af nattesøvnen, mens resten af os udnyttede tiden til at lære vietnamesisk gennem et spil. Vi kan nu sige kat, kylling, gade, bagage og en del flere ord på vietnamesisk Ja ja, det er godt med jer, piger, men hvor mange af de ord fik I lige brugt? Dem kan vi nu tilføje til samlingen af ligegyldige ting, vi har samlet op undervejs, sammen med de 10-11 tegn, vi kan skrive på kinesisk, men ikke udtale…


Selv ikke den højt elskede flymad kunne få dem til at opgive deres spil - og det hele blev selvfølgelig noteret ned...


Men i forhold til de andre flyvninger, vi har været ude på, lå Hanoi kun et spytkast fra Hong Kong, og derfor var vi da også friske og klar på at suuuge til os af nye oplevelser, da vi ankom til vores yndlingsvietnamesers hjemland om formiddagen. For at være helt ærlige, var vi faktisk en lille smule skuffede. Hvor var alle rismarkerne, de spidse hatte, cyklerne og frem for alt; SOLEN? Vi landede et temmelig øde sted på en overskyet dag og havde vist alle satset på nogle solstråler efter smog og tunge skyer i Hong Kong... Men bevares, en lufthavn er nu engang en lufthavn, og vi skulle også hurtigt komme til at få et helt andet indtryk af Vietnam! Og heldigvis var folkene præcis lige så rare og venlige til at hjælpe, som vi havde håbet.

Vi spurgte i informationen, hvor meget en billet til byen ville koste, og fik besked på at have 40.000 dong klar (ca. 11 kr. for 1,5 time i bus kan vi godt lige overkomme).  Da vi kom ud, fik et par lokale dog hurtigt overbevist os om at tage med en anden, lidt mere slidt bus til 9.000 dong/2,5 kr., og da vi sparer, hvor lejligheden byder sig, hoppede vi glade om bord og sad således 1,5-2 timer i en bus uden den fjerneste idé om, hvor vi befandt os. Ja, altså bortset fra, at vi selvfølgelig gerne skulle ende i centrum af Hanoi...

Heldet var med os, og vi blev smidt af på en busstation et sted i Hanoi. Så snart vi steg ud af bussen, myldrede det om os med kvinder, der ville sælge os små kandiserede boller på spyd, og mænd, der syntes, vi lignede nogle, som skulle bruge en motorcykeltaxa. Jamen selvfølgelig da, med fuld baggage, hvorfor ikke??

Det var vi ikke helt modige nok til og gad i øvrigt ikke bruge penge på det, når vores ben stadig fungerede udmærket. Så vi trillede stille og roligt med Frederikke og hendes kort i front gennem Hanois gader (heldigvis er skiltningen helt OK i Hanoi!) og fik en del blikke med på vejen. Vi bebrejder dem ikke, det må have set ret sjovt ud med tre turister med tasker, rygsække, kort og det hele, der forsøger at møve sig gennem markederne på de smalle gader. men ja ja, vi klarede det da og kom sikkert frem til vores hostel - helt uden at have ramt en motorcykel. For dem er der mange af. Sådan RIGTIG mange.








På hostlet satte vi vores tasker, så vi kunne smutte en tur rundt i byen, mens vi alligevel skulle vente på vores værelse (37 kr./nat pr. næse for et ret lækkert værelse - vores standarder taget i betragtning - med rene håndklæder og sengetøj og morgenmad med iskaffe inkluderet, det er altså helt fint!). Og hvad mon vi spottede lige rundt om hjørnet? En massageklinik! Den så endda helt fin ud, så Christiansen bookede en 90 min. full body massage til 70 kr. - længe leve Asien! Da hun senere på aftenen havde fået massagen, kunne hun jo så fint advare de andre tøser om, at det er et "happy ending" kind of place... Rolig, ikke for Christiansen, men for en lille gruppe russiske mænd, som var i rummet ved siden af (fy for pokker!).


Vietnams mere eller mindre officielle nationalret - pho
Spises morgen, middag og aften. Et under at de ikke bliver trætte af det. 


Efter en dejlig nat brugte vi søndagen på at tulle en tur rundt om Hoan Kiem-søen, som alt foregår rundt om, og besøge det lille tempel. Vi boede i det gamle kvarter 10 min. gang fra søen, så det var ingen sag at finde den. Det svære lå i at krydse vejen uden at støde ind i en motorcyklen. Ret hurtigt fandt vi ud af, at alt, hvad der foregår bag os, er none of our business, man ser bare lige frem og koncentrerer sig om at flyde med motorcykel-strømmen. Hierakiet hedder noget i nærheden af taxaer og busser øverst/først, så almindelige biler, fodgængere og nederst motorcykler og cykler. Så det har været lidt svært at vænne sig til at skulle stoppe for motorcyklerne andre steder nu, men det er en helt anden historie... Nå, efter gåturen stoppede vi ind for at få en af de berømte vietnamesiske iskaffer og fik os en god lang sludder med en østriger. Det er sjovt, som det at være europæer åbenbart bare er en ice breaker, hvorend man er i verden...


Udsigten ud over Hoan Kiem-søen




Det evigt travle centrum


En flok grinebiddere, som får sig et spil foran det højhellige tempel. Fjollede lille turist, som tager billeder!


Først mandag fik vi for alvor set Hanoi (altså den del af byen, turisterne ikke ellers lige falder over). Tidlig om morgenen (kl. 5:30) gik vi ned til søen for at se tai chi, og det var en fantastisk oplevelse. Unge som gamle samles omkring søen for at motionere, de fleste går blot rundt. Vi sad på forreste række til dameklubbens tai chi-træning og kunne nyde "showet". Med musik i baggrunden stillede en gruppe af de selv samme damer, der senere forsøgte at snyde os for groft i turistbutikkerne, op for at strække lemmerne. Og efter tai chi'en pakkede de sammen og gik hvert til sit, de fleste uden at sige et ord.


Tai Chi fra morgenstunden - de er meget aktive, de vietnamesere


Det meste af dagen foregik på CYKEL, og vorherrebevares, det er jo det rene selvmord. Troede vi... Men faktisk er det ikke så svært at cykle på de crowdede gader, så længe man ikke laver nogle pludselige bevægelser. Og et venstre-sving gennem et af de større kryds tages selvfølgelig ved, at man trækker så langt mod højre som muligt, for der efter lige så stille at krydse ind over... For det giver jo mening... Idéen med at cykle var vi ikke selv kommet op med. Det skal Cuc have æren for. Vi havde tvært i mod lige gået og snakket om, at skulle vi færdes på nogen anden måde gennem Hanois travle gader, så skulle det være i bil eller bus - jo større jo bedre, mente vi. Men Cuc havde andre planer med os.


Ding ding; cykel-selfie!


... fokus


... fokus...


Cuc er en super sød og energisk vietnamesisk dame, gift med danske Torben, som Frederikke var blevet sat i kontakt med gennem hendes familie. Og Cuc her, hun mente så, at cykling var den helt rigtige måde at opleve byen på. Hun havde også fuldstændig ret! Christiansen kørte bagerst og kan skrive under på, at Frederikke smilte non-stop under hele udflugten. Ikke én rynke i samtlige to timer, vi hjulede rundt i byen. Det var virkelig også sjovt, selvom Munck i front (efter Cuc) havde sit hyr med at nå at stoppe, for der var ikke noget med at signalere hverken det ene eller det andet, så vi kørte mere end én gang ind i hinanden.








Cykelturen tog os op på Long Bien-broen, som er tegnet af Gustav Eifel (ja, arktitekten bag Eiffeltårnet). Den var, dengang den blev bygget, en af Asiens længste broer og har udholdt diverse bomber under Vietnamkrigen (eller den amerikanske krig, som den kaldes her i landet). Vi sluttede af med at cykle rundt omkring Temple of Litterature (universitetet), Ho Chi Minh-mausoleet, præsidentens bolig og meget andet. Da vi kom tilbage til Cuc og Torbens lille sted, bød Cuc på lækker frokost og mini-bananer, som vi gladeligt tog imod!


Hun tager det nu meget afslappet


Jaer, cykeltur i Hanoi er ikke til at blive klog på


Dimension for de universitetsstuderende




Baby bananer!


Katte, katte, katte. Familiesvaghed!






Vi kunne ikke finde nogen bedre måde at slutte dagen af på end at shoppe lidt souvenirs. Så det gjorde vi. En masse souvenirs. Og så lidt flere... Nå ja, hvad faen, man kunne heldigvis købe en meget billig kuffert også, så selv Christiansen fik plads til aaaaaalle tingene alligevel! Og så var der jo også mulighed for at købe flere i resten af Asien.






En vietnamesisk hotdog - lidt inspireret af franskmændenes baguettes.


Hvem er hvem??? 


De efterfølgende dage bød på en masse oplevelser udenfor Hanoi (dem kommer vi ind på i næste indlæg), men også en utrolig hyggelig og lækker middage hjemme hos Cuc og Torben, hvor der blev serveret hjemmelavede forårsruller i lange baner. Endnu engang trillede vi hjem til vores lille hostel.


Hyggehejsa og alt for mange forårsruller


Bjerg 1/3 


Vi ses meget snart på Monkey Class!


mandag den 1. december 2014

Lynvisit i Hong Kong

Efter Sydney vendte vi flysnuden mod Asien og landede (for det, der allerede føles som flere måneder siden) i Hong Kong, en af verdens mest famøse storbyer med pulserende liv i gaderne og en herlig blanding af kulturer. Flyturen var skøn, særligt fordi vi nu kunne mærke, at vi var med et asiatisk flyselskab - de er bare dét bedre til at lave mad.

Ankomsten var egentlig ikke noget at skrive hjem om, så det vil vi lade være med... Vi røg smoothly igennem systemet og gik ud for at finde en taxa. Her fik vi lov at vente en halv times tid i den dejlige, U(!)klare storbyluft, som dog trods alt var bedre på Lantau Island end i Hong Kong centrum. Heldigt for os havde en af ven af fam. Christiansen fra deres tid i Hong Kong, Michael, sagt, at vi kunne låne han ferie-lodge på netop Lantau Island. Og det var da 'an offer we couldn't resist'! Meget ydmyge havde vi også takket ja til det kæmpe generøse tilbud om også at låne den lille dyt, der hører til huset.

Vi fandt frem til adressen efter at have snakket lidt frem og tilbage med chaufføren på vores bedste Chinglish og fik nøgler til bil og bolig udleveret af en Mr. Yau. Sikke et syn! Altså huset, ikke Mr. Yau... 3 etager, mere end én dobbeltseng, fuldt ekviperet køkken, og vi skal komme efter jer. Ren luksus at ankomme til efter 10 nætter på dorm, specielt med det lille "maid's room", der passede perfekt til Munck. Ej pjat, hun sov da også i dobbeltseng.


Vores helt egen skyts-Buddha


Efter en laaang, dejlig nattesøvn vågnede vi en anelse sultne, men der gik alligevel flere timer, før vi fik rykket os nogle steder. Dataroaming er jo ustyrligt dyrt i udlandet, så ikke noget med at bruge GPS på mobilen, hvilket betød, at Christiansen og Frederikke (Munck var bagsædepassageren og fulgte bare naivt efter de to andre) skulle finde vej på god gammeldags manér. Det kan godt være svært, når skiltningen i Hong Kong består af 50 % kinesiske tegn, som kan forvirre lidt, når nu vores kinesiske ordforråd ikke rækker ud over "hej" og "lysrød". Så efter at have brugt formiddagen på at sætte os godt og grundigt ind i kortet over Lantau begav vi os ud for at se første punkt på listen; Tian Tan Buddha'en.

Christiansen havde en fin debut udi venstresidekørsel, og vi fandt let vej derhen, men der var ikke meget at se. En tæt tåge lå omkring øen, og vi besluttede os for kun at tage et hurtigt kig i byen (turistfælden), der ligger for foden af den store Buddha, og så vende tilbage en anden dag for at se mere.


Ikke meget Buddha at se hernedefra, til gengæld et mylder af turister. Man kan lige ane Buddha'ens silhuet i baggrunden.


Straks sættes jagten ind efter souvenirs


Vi vendte kareten og kørte til Tung Chung for at finde noget morgenmad (kl. 16) og fandt oven i købet vej til en parkeringskælder. Hvad vi ikke lige var klare over, var, at man ikke kan betale med kreditkort/kontanter ved indgangen. Man skal åbenbart bruge et "Octopus"-kort for at komme ind. Så der holdt vi så og spærrede indgangen, mens der langsomt kom flere og flere biler til. Det gjorde det jo ikke ligefrem nemmere at komme ud igen. Mens Frederikke bravt gik ud og fik bilerne bagved til at bakke kollektivt og dirigerede Christiansen (som var meget tæt på et nervøst sammenbrudt, ret sikkert en af turens mest pressede situationer for hende, hun sad et lille øjeblik og bankede hovedet ned i rattet) pænt ud modsat køreretningen. Men pyt, det gik. Vi lavede en snæver uvending i modsatte kørebane og kom let og elefant ud af kniben.

Lynhurtigt fik vi fat i et af de hersens blækspruttekort (heldigvis talte en af de rare bilister bag os tilpas godt engelsk til at kunne forklare os, hvor man skaffer dem) og kunne bagefter køre tilbage til parkeringskælderen. Lettede steg vi ud ad bilen og fik spurgt vej til et supermarkede.

Eller, vi troede, at vi skulle til et supermarked. Men vi har efterhånden lært, at tingene sjældent er, som vi forestiller os, så det var ikke nogen stor overraskelse, at vi i stedet havnede på et MEGET lokalt marked. Der var ingen andre turister. Af samme grund har vi ikke nogle billeder derindefra, for i håbet om at få lokal pris for varene og ikke en lusket turist-pris droppede vi at hive kameraerne frem. Lokale markeder stod også på vores to do-liste, så det punkt fik vi altså også klaret første dag - ved et tilfælde.


Del en Coca-Cola med... undskyld, den skal vi lige have igen??


Næste dag sov vi igen længe. Herligt!

Men det tog også sin tid at få koordineret med de mange rare mennesker, vi skulle nå at møde i Hong Kong. Derfor blev klokken også lidt for mange, førend vi kom afsted mod New Territories. Her blev det til en kort gåtur ved det smukke Shing Mun Reservoir. Men højdepunktet var i virkeligheden de vilde aber, som rendte rundt over det hele - vi var vist heldige, at vi ikke lod bilen stå i længere tid, for det skulle efter sigende være et stort problem med tyvagtige aber, der hugger vinduesviskere, ridser lak og den slags. Det kan hurtigt blive underholdende, hvis man skal forklare politiet, hvilken abe, der gjorde det...


Abemås i sigte! Første glimt af de (troede vi!) sjældne vilde aber


Ultra kort gåtur ved Shing Mun Reservoiret - i baggrunden ses to kinesiske piger i færd med det helt store photoshoot...


Hov! En abe mere...


... og én mere (et arrigt bæst i øvrigt)...


... flere aber... til venstre altså...


... og her en sidste lille klatreabe


Efter den lille smuttur satte vi kursen mod Hung Hom (ikke langt fra centrum af Hong Kong, lige på den anden side af vandet, der skiller HK Island fra den nordlige del). Her mødtes vi med Tak Lee, en utroligt flink mand, som er en gammel ven af Christiansens familie. Han viste os rundt i det nybyggede Innovation Tower, som hører til Hong Kong Polytechnic University. En helt vildt fascinerende bygning, som faktisk minder lidt om Sydney Operaen (af alle bygninger, weird nok...) indvendigt. De har samarbejdet med nogle skandinaviske arkitekter, så bygningen havde for os et ret velkendt, men atypisk kinesisk design. Tak hev en af sine elever frem, som han satte til at forklare sit projekt. Fyren begyndte lidt nervøst at forklare om, hvordan han med en simpel app ville gøre det muligt at scanne designs for derefter ud fra en større database at kunne se, om der var en kopi af et allerede eksisterende design. Fin idé! Meget lig den teknik, lærerne bruger på Lectio til at afsløre elever i at snyde... Specielt sjovt at høre om, hvordan de her i gruppen var opmærksomme på at bekæmpe det kopi-ry, Kina har.


Den spøjse hvide bygning i baggrunden er Innovation Tower'et. Nej, I har ikke fået for meget julegløgg, bygningen ER skæv!


Der er fuld fart på Tak Lee, så han måtte videre med nogle arbejdsopgaver, og det passede os fint, for vi skulle til middag med en anden dansker i Hong Kong, Thomas. Efter at være blevet afvist af tre taxaer og en bus, der enten ikke kørte til det rigtige sted eller ikke forstod, hvad vi sagde, fandt vi endelig en, der kunne tage os til SoHo-kvarteret. Det er åbenbart hér, alle europæerne gemmer sig! Forståeligt, for vi fik en rigtig lækker middag på en af de mange gode restauranter her og fik snakket lidt dansk igen - med andre end hinanden.


Den tredje dag i Hong Kong havde vi aftalt at mødes med Michael (som vi jo lånte hus og bil af), og han er en meget travl forretningsmand og ikke lige typen, man kommer for sent til, så vi tog hjemmefra i ekstra god tid. Google maps sagde, at køreturen ville tage 1 t og 15 min. at komme til centrum, så vi kørte 2,5 time inden, vi skulle være der. Men når trafikken så vælger at gå fuldstændig i stå, og vejskiltene samtidigt ikke er heeelt opdaterede pga. demonstrationerne i centrum, ja så kan man ikke nå fra Lantau til centrum på 2,5 time. Vi måtte aflyse med Michael, der heldigvis var meget forstående.

Skuffede og lidt triste over situationen (Christiansen havde en nedtur over, at det ikke var helt så lige til at komme på de ellers planlagte nostalgi-besøg til Red Hill Peninsula, hvor hun har boet, til Stanley Market og Matilda Hospital, hvor hun er født) kørte vi i stedet tilbage (vi kom den forkerte vej og røg tilbage under tunnelen væk fra HK Island) til Lantau for at udforske øen her nærmere.

Det viste sig at være en fin beslutning, for sigtbarheden var meget bedre den dag, så vi kunne nu rent faktisk se den KOLOENORME Tian Tan Buddha. Eftermiddagstimerne fik hurtigt ben at gå på. Vi tullede rundt om Buddha'en og det smukke tempel (Po Lin Monastery) ved siden af. Herefter satte vi kursen mod Tai O, en lille fiskerby på vestsiden, som er kendt for deres huse på stylter og deres Local Specialty Market, hvor man kan få tørrede fisk i alle afskygninger! Det dufter altså ikke af roser i Tai O...


Ved indgangen til Po Lin Monastery


De kinesiske munke er  generelt noget rundere i det end dem, vi ellers har set, og det samme gælder for deres Buddha. Det konstaterede Christiansen med et fjoget grin, og der gik da heller ikke mere end 5 minutter, før karma bed hende i måsen, og hun rykkede en solid metalbænk med et ordentligt brag midt på en stille plads, da hun satte sig på den. Hvem er det så, der er tyk her?


Her sidder så de første af mange munke (nå ja, bortset fra vores helt egen Munck), vi har set på turen.


Pynt, pynt og mere pynt




Næsten vulgært meget guld!


Fine, store statuer omgiver selve Tian Tan-Buddhaen...


... som ses her!


Inde i Buddha'en er der er væld af mindeplader, bl.a. til ære for en for nyligt afdød Hong Kong-sangerinde. Man måtte vist ikke tage billeder, ups.


Himlen så næsten helt blå ud for en kort stund


Typisk kinesisk skultur med de temmeligt skræmmende ansigtstræk


En gåtur på Wisdom Path i håbet om at blive lidt visere. Vi mangler vist stadig at mærke en effekt.


Sidste dag i Hong Kong stod vi mega tidligt op (vi lærer vel af erfaring) for at mødes med endnu en udlandsdansker, Helle, tæt ved HK Central. Vi valgte at droppe at køre bil i centrum (også fjollet overhovedet at overveje det!), så vi stillede bilen i efterhånden velkendte Hung Hom. I stedet begav vi os ned i undergrunden og efter at have kørt med diverse linjer med underlige navne, vi ikke kan udtale, fandt vi vej til Sheung Wan og Hollywood Road, hvor vi fik en skøn iskaffe med Helle (ikke formidler-Helle, en ny Helle!). Hun var super godt selskab og hjalp os venligt med planlægning af formiddagstimerne, så vi kunne indhente lidt af det forsømte og få det meste ud af vores besøg.

Første stop var Man Mo templet, som er kendt for at have munke, der kan håndlæse. Ikke noget, vi skulle nyde noget af, så kan man jo gå og være paranoid resten af livet, hvis nu munken ser helt forkert ud i ansigtet, når han ser éns hånd! Desuden kan selv den bedste jo kløjs i det over Christiansens hænder eller bare digte nogle sjove historier. Everything is possible with those hands!


De MANGE røgelsespinde gør det til en lidt kvalm oplevelse at trisse rundt i templet


Også kineserne selv tager billeder af helligdommene...


Efter tempelbesøget vandrede vi ned ad en gade med butikker, hvor man kan købe alverdens begravelsesdippedutter og besøgte endnu et lille lokalt marked med tørrede ting og sager for derefter at søge mod MTR-stationen. Herfra tog vi til Central Pier for at fange en færge (Star Ferry er kendt som verdens billigste turistattraktion, ikke uden grund, for en færgebillet koster i omegnen 2 kr.) til og fra Kowloon. Her fik vi et bedre indtryk af byens skyline.


Endelig, efter 4 dage, dukkede solen frem!


Vi havde et stramt program den dag, og vi hastede derfor videre mod centrum for at mødes til frokost med endnu en flink Hong Kong-kineser. Vi nåede det kun lige på et hængende hår til tiden, for Google Maps havde ikke helt forstået, hvad vi mente med "China Club". Dette er en ret eksklusiv klub, og derfor ikke på kortet i sig selv. I stedet valgte google at lede os til en lille lusket natklub, som tilfældigvis delte navn med vores fancy klub...

På China Club, som ligger i Old Bank of China, blev vi mødt af utroligt energiske David Leung, som straks ville tage billeder os til "documentation", så han kunne bevise over for Christiansens far, at han havde mødtes med os. Meget vigtigt i kinesisk optik...
   Vi fik den lækreste kinesiske mad, helt anderledes friskt end det kinesersnask, man kan få i Danmark. Billederne taler for sig selv:


Det væltede ind med det lækreste dim sum


Vi var ikke blevet helt vise nok af at vandre på Wisdom Path, så vi tog Davids udfordring op og prøvede tilberedt duehjerne, som skulle gøre os noget så kloge. Det smagte mest af alt af leverpostej...


Dagens belt store udfordring: duehjerne


Fantastiske dim sum-retter


Let skeptisk, Munck?


En vaskeægte Hong Kong-kineser. Synd, han lige fjernede servietten, som ellers sad fint som en hagesmæk


Efter en fantastisk middag tog vi på sightseeing i byen med den rare Paul Pang (som til alt held har boet i udlandet og derfor snakker væsentligt bedre engelsk end det gennemsnitlige Chinglish). Turen gik med tram (tog) op ad bakke til The Peaks, hvor vi havde en flot udsigt over byen, og hvor vi sørme også kunne skimte Matilda Hospital. Derudover kom vi forbi Lan Kwai Fong, forretningsmændenes bar-gade, hvorefter vi nød en skøn middag i det bedste selskab. Paul var fantastisk og hjalp os med at arrangere taxa til lufthavnen og så videre - på kinesisk - så vi også kunne komme videre til Hanoi dagen efter!


Her er verdens 8. vidunder så født


Dejligt med lidt lys, så Frederikke og Munck også fik set den smukkere del af byen


Vi fik besked på at vise Christiansens far et billede af denne gade - noget med nogle vilde bar-aftener, man har haft her??


Den evigt muntre Paul Pang


Stille aftentur på stranden på Lantau. Dejlig klar aftenluft... eller...


Vi ses på Monkey Class!