Vi tog til Nicaragua i den tro, at vi skulle være i Granada i tre uger og ellers på en enkelt eller to over night-udflugter... Hold da op, hvor kan tingene ændre sig hurtigt, når man lever i en rygsæk!
Desværre kunne vi ikke rigtig komme ordentligt i kontakt med folkene på det lokale børnecenter (vi var dog ganske kort henne for at se Carita Feliz, et fantastisk sted, hvor børn fra gaden får en mulighed for at komme væk fra det barske miljø og lære nogle andre normer at kende - fx noget, set med danske øjne, så basalt som, at vold, tyveri og udnyttelse ikke er OK. Frederikke så senere en lille dreng få prygl med en sko, sikkert for en eller anden uskyldig bommert, så det er da godt, at der bliver gjort en indsats dér). Så da vi mødtes med Jan og Ervin (en af Jans danske venner i landet) til middag og fik tilbuddet om at tage med til Managua, for så at tage derfra videre på diplomat-udflugt til Kukra Hill, slog vi selvfølgelig til og droppede planerne om tre uger i Granada.
I stedet rykkede vi til hovedstaden. Her har vi en tryg base hos Ervin og Judith, som forkæler os med god, solid dansk mad (ovnkylling, kartofler, gulerødder, kødsovs, tomater, ost og smørrebrød i lange baner) og frem for alt med godt selskab! Derudover har Ervin slæbt os med på diverse små køreture til markeder, museer, på indkøb, sightseeing og meget mere, hvilket alt sammen har givet os en meget bedre fornemmelse af, hvordan landet er "bag facaden" - vi har i hvert fald oplevet nogle steder, som man ikke som almindelig turist kommer til. Og vi har lært at håndtere nicaraguanerne, som slet ikke er så slemme, når de lige piller den barske, klamme, turist-udnyttende attitude af.
Turen til Kukra Hill startede kl. 4 om natten (nå ja, vi skulle have været hentet kl. 3, men en ægte politiker kommer vel til direktørtid) og varede i syv timer, heraf var de tre sidste på jordveje, så der var dømt bimlebamlebumle tur for fuldt drøn! Vi kunne ikke sidde ned dagen efter...
Kukra Hill er en af de meget fattige byer, og alligevel udstråler folk en helt anden venlighed over for turister, end de, man møder i hovedstaden, gør.
Helt almindeligt hus i Kukra Hill. Vi kommer ikke til at brokke os over små studielejligheder til den tid.
Mens Mario (boligminsterinde Judiths højre hånd) gik ind og holdt den helt store slagtale (han glemte i øvrigt at tage os med ind til selve ceremonien med åbningen af de nye boliger, eneste lille skuffelse), gik vi lidt frem og tilbage på gaden, som så omtrent sådan her ud:
Vi gik dog ikke ret langt væk fra vores skramlekasse af en bil:
Ministerbil, der vil noget... eller...
Nogle små unger tossede rundt med en drage på vejen og havde en fest over at have os som publikum. Frederikke fik knipset et par billeder af de storsmilende børn, som bare smeltede vores hjerter med deres glæde.
Lille Carolina på billedet (herre sødt navn, synes 2/3 af os) blev ovenud lykkelig over at fået nogle små elastikker til sit fine hår. Hun viste dem til sin storesøster, som vi kunne snakke lidt med - i Kukra Hill taler de, udover spansk, kreoler-engelsk, da byen ligger på Nicaraguas østkyst ud mod Caribien. Hun satte sin lillesøster op i en stor vaskebalje, skrubbede hende godt og grundigt, proppede hende i en flot rød kjole og satte hendes mørke lokker op med de nye elastikker. Åårh!!
Man kommer langt med en håndfuld Loom Bands-elastikker
Nu ren og SÅ fin
Så kan det godt være, at vi ikke var med til selve indvigelsen af huset nedenfor, men vi fik os da nogle nye venner. I virkeligheden er det også langt mere givende at møde de lokale på den måde, vi gjorde det her.
Det nybyggede hus
Ervin og co. havde besøg fra Danmark, da vi kom tilbage til Managua. De rejste dagen efter, vi havde besøgt Masaya-markedet (denne gang det RIGTIGE marked... Vi var taget til det ultra lokale madmarked, fuldt ud overbeviste om, at det var stedet, alle snakkede om. Det er der blevet grint meget af... Men vi fik da lidt billig frugt ud af det og endda uden at blive snydt - til alles overraskelse...), som er fyldt med farvestrålende ting, der får selv den mest hårdnakkede turist til at hive córdobasserne frem. Vi fik klaret julegaveindkøb hurtigere end nogensinde før, og danskerne tog dem med hjem - super effektivt, nu står de bare og venter et sted i Nivå på, at det bliver december!
Masaya-markedet er uden tvivl et besøg værd. Desværre har vi ingen billeder derfra, men det har vi til gengæld fra vores vulkanvandring (vandring og vandring, man går stort set aldrig her i landet, har vi fundet ud af - men lidt tullede vi da rundt oppe på vulkanen). Vulkanen er aktiv og sender kæmpe skyer op i luften konstant. Det ser storslået ud!
Et hurtigt kig ned i den aktive Masaya vulkan
I sidste uge var vi på helt andre kanter, og der var vidunderligt! Mere om det senere...
Vi ses på Monkey Class!
